Tilbage til Alle begivenheder

Musik af Fabian Müller (CH) med Pi-Chin Chien (TW) , cello

  • Nordfalsters Koncerthus Nørre Alslev Langgade 68 4840 Nørre Alslev (kort)

Nutidig musik af Fabian Müller - inspireret af folkemusik fra Schweiz til Taiwan

Moderne musik? Frygt ikke! For musikken, der vil blive hørt denne aften, er gennemtrængt af folkemusik, med fængende melodier og dansende rytmer fulde af livsglæde.

Birgitte Getting har mødt det musikalske par, den schweiziske komponist Fabian Müller og den taiwanesiske cellist Pi-Chin Chien i Schweiz og har inviteret dem til Nordfalster. Pi-Chin og Fabian danner par privat og dyrker hver deres karrierer med udgangspunkt i Zürich - og sommetider sammen, som her i Nordfalsters Koncerthus.

Fabian Müllers værker høster stor international anerkendelse og er blevet spillet af store musikere i vor tid, berømte orkestre og i store koncertsale fra Canergie Hall i New York over Tonhalle Zürich til Philharmonie St. Petersburg. Værkerne er fortrinsvist inspireret at den mangfoldige schweiziske folkemusik, der ligger Fabian Müller særligt nær, men også af den taiwanesiske folkemusik, der spiller en rolle i hans liv qua ægteskabet med Pi-Chin Chien. Flere af han værker er dedikerede til hustruen og er blevet uropført i koncertsale verden over. Müllers seneste værk, operaen "Eiger" der blev uropført på Theater Biel-Soloturn, blev entusiastisk modtaget af publikum og presse og betegnet som "et helvetisk mesterværk".

Ud over sin virksomhed som komponist har Fabian Müller særlig interesse for musiketnologi. Han anses for at være en førende primus motor for og fornyer af den schweiziske folkemusik og arbejdede i 10 år på udgivelsen af "Hanny Christen Samlingen" - en ti-binds antologi af folkemusik med over 10.000 melodier fra det 19. århundrede, samlet fra alle Schweiz' 26 kantoner.

Efter at have afsluttet sin cellouddannelse ved Zürcher Konservatorium, studerede Fabian Müller komposition i Zürich og USA, hvor han vandt Jacob Druckman Award for Orchestral Composition i 1996. For sit hidtidige arbejde modtog han en kulturel pris fra kanton Zürich i 2006 og Kunstprisen Zollikon i 2012. I 2016 blev han tildelt "Schweizer Musikpreis" af det schweiziske Forbundskontor for Kultur.

Som internationalt efterspurgt cellosolist og kammermusiker har Pi-Chin Chien optrådt på verdens store scener som Carnegie Hall og Lincoln Center i New York, Berliner Philharmonie og Konzerthaus Berlin samt Tonhalle Zürich. Hun har spillet adskillige verdenspremierer af cellokoncerter og kammermusikværker, der delvist er dedikeret til hende. Dette vidner også om hendes omfattende diskografi. Som solist har hun udgivet cd'er under ledelse af David Zinman, Ruben Gazarian og Wen-Pin Chien med Philharmonia Orchestra London, Royal Philharmonic Orchestra, Philharmonie Krakow, Zurich Chamber Orchestra, Georgian Chamber Orchestra Ingolstadt og Klaipeda Chamber Orchestra.

I 2015 fejrede hun stor succes med albummet "Taiwan Rhapsody" (Sony Classical) akkompagneret af Royal Philharmonic Orchestra, London, samt albummet "Tea for Two Cellos" (Solo-Musica), der udkom i 2019. Hendes aktuelle albums inkluderer "Strings on the Move" (2020) samt den kommende førstegangsindspilning af det samlede værk for cello og klaver af den schweiziske senromantiker Emile Jaques-Dalcroze (tidligere professor ved Conservatoire de Genève og grundlægger af Jaques-Dalcroze Institute).

Musikken, som hun indspillede til filmen "Une lettre pour Hama" af Hui-Ling Chen, vandt i 2021 to priser for bedste filmmusik ved de internationale uafhængige filmfestivaler "Les Rimbauds du Cinema" og "SMR13" i Frankrig.

Pi-Chin Chien optrådte til ære for den tyske forbundspræsident Richard von Weizsäcker i forbindelse med overrækkelsen af Kaiser Otto Medaljen og er indtil videre to gange blevet inviteret til at spille for den taiwanesiske præsident i rækken af prominente koncerter i præsidentpaladset.

Hun er kunstnerisk leder af koncertserien "Swiss Music Night" i Taiwan samt "Confluence" musikfestivalen i Zürich.

Hun studerede cello i Zürich, Luzern og Prag hos Markus Stocker, Claude Starck, Marek Jerie og Stanislav Apolin og afsluttede sit solistdiplom "med udmærkelse". Hun har også modtaget kunstnerisk inspiration i mesterklasser med Pierre Fournier, Mstislav Rostropovich, Yo-Yo Ma, Daniil Shafran og Arto Noras. Pi-Chin Chien har modtaget talrige priser og udmærkelser ved internationale og nationale konkurrencer.

Fra den danske side af musikken kan man opleve endnu en taiwaneser, nemlig den unge klarinettist Wei Pan, der er uddannet på Konservatoriet i København samt den danske violinist og prismodtager Freja Eskildsen, ligeledes uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Ulrich Stærk på klaver hører til eliten blandt skandinaviske pianister med langt over 150 koncerter om året i ind- og udland. Stærk har modtaget en række hæderpriser og nomineringer, bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris, ligesom en række nomineringer indenfor GRAMMY, Årets klassiske udgivelse (DK), Årets klassiske CD (Gramophone/Critic´s Choice), Årets klassiske solo-CD (DR P2), CD of the Month (Musikmagasinet The Strad), This Month on Display (Virgin/NY) og mange flere.

Han har optrådt med alle danske symfoniorkestre samt Schleswig-Holsteinisches i bl.a. klaverkoncerter af Mozart, Beethoven, Schostakovitch, Chopin, Bartok, Manuel de Falla m.v.   For Dacapo Records har han indspillet Herman D. Koppels 2. klaverkoncert sammen med Odense Symfoniorkester samt Gershwins Rhapsody in Blue med Prinsens Musikkorps.

I 2015 optrådte Ulrich Stærk i Carnegie Hall som én af få danske pianister udover Victor Borge i anledning af en CD-udgivelse sammen med violinisten Niklas Walentin.

Ulrich Stærks seneste solo-CD blev udgivet i 2019 under titlen Royal Piano Nights i anledning af Prins Joachims 50-års- fødselsdag. CD’en er stadig i 2023 en af de mest spillede på DR P2. I løbet af 2023 udkommer hans næste Solo-CD: "Episodes".

Ulrich Stærk er tilknyttet Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København som Associeret Professor og er gæstelærer ved en række institutioner, konservatorier og operahuse, bl.a. Conservatoire de Paris, Musikhochschule Hannover, Operahögskolan i Malmö og Göteborg samt Operaakademiet i København.

Foruden sit virke som solist og kammermusiker har Ulrich Stærk specialiseret sig i at coache sangere, hvilket afspejler sig i en række masterclasses og workshops, som han afholder jævnligt i en række lande, ligesom han virker som freelance sangcoach i byer som Berlin, Oslo, Stockholm, Hamburg, Wien, Helsinki, Amsterdam, Trier, Milano, München og Århus.

Blandt de sangere, dirigenter og musikere, han enten har optrådt eller arbejdet med, finder vi bl.a.  Andreas Brantelid, Cecilia Bartoli, Bo Skovhus, Margareth Price, Anne Sophie von Otter, Thomas Allen, Barbara Hannigan, Henrik Schäfer, Susan Bullock, Magnus Vigilius, Celine Byrne, Sofia Asplund, Ingela Brimberg, Mark Stone, John Lundgren, Sarah Chang, Yo Yo Ma, og mange flere.

Ulrich Stærk har i mange sammenhænge optrådt for medlemmer af det danske Kongehus, både ved officielle lejligheder såsom internationale statsbesøg i fx Bruxelles samt ved private lejligheder.

PROGRAM:

"Con un Sorriso" for klarinet, cello og klaver

 "Tour de Suisse" for violin og klaver      

1. Prologue, trés rhythmique - Sauteuse - Montferrine

2. Alpsegen - Ländler - Polka

3. Altes romanisches Spinnlied

4. Monfrina                                                                                                                                    

"Swiss Suite" for cello og klaver

- Luegit vo Berge und Tal

- Donna donna ve a chà

- Musette jurassien - Là-Haut sur la Montagne

- Dormi dormi bel bambin

- Monfrina „Marianon“                                                                                                                                        

—Pause—

"Munchs Traum(a)" for soloviolin                                                                                                                                            

"Sieben Klingende Skulpturen" for solocello

Fra "Six Taiwanese Songs":

"Jasmin in June" for cello og klaver

"Thanksgiving Songs" for klarinet, violin, cell og klaver

"Metamorphosen eines antiken Tanzes" for klarinet, violin, cello og klaver

Programnoter: 

Første halvdel af aftenen er en underholdende musikalsk rejse gennem Schweiz.

Som en lille lækker forret spilles det skæve stykke "Con und Sorriso" for klarinet, cello og klaver, hvor ikke mindre end tolv schweiziske folkesange bliver citeret.

De fire satser i det følgende værk "Tour de Suisse" for violin og klaver henviser til Schweiz' fire sprogområder - tysk, fransk, italiensk og rætoromansk - og som det femte: talesproget schweizertysk. I musikken er typiske motiver fra de regionale danseformer indvævet. Den første sats begynder i det vestlige franske Schweiz tæt på Frankrig, efterfulgt af det store tyske fra det centrale Schweiz: Zürich, Luzern og Bern, derefter det lille räto-romanske østlige Schweiz og som finale det sydøstlige italienske Schweiz, der grænser op til Italien.

"Swiss Suite" er også baseret på nogle af de mest kendte schweiziske sange og danse. Fabian har skrevet den til Pi-Chin, og for præcis 10 år siden opførte hun den i National Concert Hall i Taiwan, dog dengang i en anden version for cello og strygeorkester.

Efter pausen lyder et solostykke for violin, som Fabian Müller skrev på opfordring af den norske violinist Henning Kraggerud. Det var en del af en hel suite af stykker, som komponister fra forskellige lande skrev til en Munch-udstilling i forbindelse med Vestfold Festspillene, hvor hvert stykke refererede til et billede af Munch. Henning Kraggerud uropførte suiten i 2010 i denne passende ramme og indspillede den også på CD.

Ligeledes inspireret af kunst er de "Sieben Klingende Skulpturen" for solocello, som refererer til værker af en ven og skulptør i omgangskredsen. Der spilles fire satser fra værket.

Derefter går turen til den anden side af planeten, til Pi-Chins hjemland, Taiwan. Fabian har skrevet to koncertværker til hende, som hun indspillede med Royal Philharmonic Orchestra i London i 2015 på et album med titlen "Taiwan Rhapsody". Det ene værk, "Seks taiwanesiske sange", findes også i forskellige kammermusikversioner. Vi skal høre to af dem, balladen "Jasmin in June" og "Erntedank", hvor tre taiwanesiske folkesange indgår.

Som den store finale spilles "Metamorphosen eines antiken Tanzes" for klarinet, violin, cello og klaver. Værket er baseret på det berømte baroktema, der har spredt sig over hele verden, nemlig den oprindeligt portugisiske dans "La Folia". Komponister fra Corelli til Rachmaninoff har skrevet variationer over dette tema, der er kendt af de fleste klassiske musikere i verden.

Tidligere begivenhed: 10. juni
Royal Quartet - Les Lanciers og fri dans.
Senere begivenhed: 20. august
Marie Grubbe Salon: Tekla Griebel Wandall