Tilbage til Alle begivenheder

Klaverdrømme - søstrene Andkjær Olsen. Grieg og lyrik. NORDFALSTERS KONCERTHUS

  • Nordfalsters Koncerthus 68 Nørre Alslev Langgade Nørre Alslev, 4840 Denmark (kort)

KLAVERDRØMME

”Jeg befinder mig i mit hus. Jeg åbner en dør, som ikke plejer at være der og kommer ud i en trappeopgang, jeg ikke har lagt mærke til før. Jeg går op ad trappen og åbner den dør der er for enden. Den fører ind i en kæmpemæssig lejlighed, gamle møbler og tæpper, værdifulde ting, en række stuer en suite, fem, måske seks stuer. Fra den bageste, tror jeg, kan jeg høre, at der bliver spillet klaver.” 

Gå med på opdagelse gennem drømte stuer og klavermusikalske klassikere ind i en labyrint af fortid og nutid. Julie Andkjær Olsen spiller et udvalg af Griegs lyriske stykker og Ursula Andkjær Olsen læser højt.  

Griegs lyriske stykker er udgivet i 6 forskellige hæfter i årene 1867-1901. Det er altså en genre han arbejdede med gennem hele sin karriere. Det lille format gjorde stykkerne perfekte til opførelser i borgerhjemmene og gav Grieg hans store folkelige gennembrud. Den ’lyriske’ fællesnævner er et utroligt åbent udgangspunkt, der gjorde det muligt for Grieg at undersøge det, der optog ham mest i de forskellige perioder af hans liv. Alt sammen i en lille koncentreret form. Stykkernes popularitet var indiskutabel, men fra parnasset regnede man nok ikke denne stuemusik for noget særligt. ’Nu har jeg været lyrisk igen’ (frit oversat), skrev Grieg i et brev til sin ven, komponisten Julius Röntgen, ’Kan du ikke nok kurere mig for denne sygdom?’ I de lyriske stykker undersøger Grieg det romantiske, arven fra Schumann og Brahms og det nationale, folkedanse og naturstemninger fra Norge. Men samtidig og lige så interessant afsøger han begreber som KLANG og TID. I det harmoniske arbejde ved klaveret er Grieg helt for sig selv. ’Farvede’ og udvidede akkorder peger mod impressionisterne og en klang for dens egen skyld og videre ind i det ’jazzy’. Og så forholder musikken sig til det tabte, savn, minder, eftertanke. Det er en kvalitet i Griegs værk, der på én gang gør ham underligt nostalgisk, sentimental og salonfähig, men som samtidig tilføjer musikken et refleksivt lag, en ekstra dimension af tid oven i tiden. Så man kan sidde i stuen ved klaveret og fremdrømme andre tider, andre verdner. Som et klart billede på dette vælger Grieg at slutte det sidste bind lyriske stykker med en parafrase over det allerførste stykke i første samling, den smukke, drømmende ’Arietta’. Men denne ’Efterklang’, som han kalder den, er nu en valsende, søgende og tåget erindring om det stykke, han skrev i sin ungdom. Og det er denne ’lyriske tid’ vi vil indkredse. I tekst og musik, der kredser om drøm og erindring, vil vi søge at udviske tiden, som noget støt fremadskridende, så grænserne mellem drøm og virkelighed kan overskrides.

Ursula Andkjær Olsen debuterede i 2000 med digtsamlingen Lulus sange og taler (Arena og Lindhardt & Ringhof) og har sidenhen udgivet en lang række digtsamlinger og senest romanen Krisehæfterne (Gyldendal 2017). Hun er cand.mag. i musikvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet og Technische Universität, Berlin og har gået på forfatterskolen 1997-99. Var redaktør af tidsskriftet Kritik i årene 2013-2016. Er fra februar 2016 fast lærer ved Forfatterskolen.

Julie Andkjær Olsen er pianist, danser og illustrator. Hun udforsker møderne mellem de forskellige kunstarter, musik, dans, teater, litteratur og billede. Med et skiftende tyngdepunkt i de enkelte genrer forsøger hun at finde og vise både kunstarternes forskellighed men også deres kollektive udspring, altså et slags fælles dna på tværs af kunstarter. Denne søgen har resulteret i forskellige nye hybridformer, fx billede-digtbogen ’have og helvede’ (Gyldendal 2010), dramatiserede lieder (’Winterreise’, Københavns Musikteater, 2012) og barok-flamenco i forestillingen ’Escarramán’ (2016-17).

Tidligere begivenhed: 30. juni
Rie Koch & familie - Det Øde Liv