Back to All Events

Rie Koch & familie - Det Øde Liv

  • Nordfalsters Koncerthus 68 Nørre Alslev Langgade Nørre Alslev, 4840 Denmark (map)

Nordfalsters Koncerthus byder på koncertforedrag om guldalderen

Radio- og TV-musikværten Rie Koch tager sin musikalske familie med til ”Det øde liv” – en fortælling i ord og toner om sin slægtning, salonværtinden og mæcenen Friederike Brun, der i starten af 1800 tallet ”holdt salon”, hvor hun samlede tidens store kunstnere omkring sig i København og på landstedet Sophienholm ved Kgs. Lyngby.

Oehlenschlæger, Baggesen, Weyse og Johan Ludvig Heiberg var gæster i salonerne sammen med andre af guldaldertidens store kunstnere, komponister og digtere fra ind- og udland. Friederike Brun selv skrev digte og rejsebeskrivelser i floromvunden stil, hvilket vist ikke i øvrigt var særligt værdsat - Oehlenschlæger udtalte, at han hellere ville have stokkeprygl end at læse hendes lange naturbeskrivelser.

Brun var gift med den rige handelsmand Constantin Brun, der heller ikke værdsatte hendes ”poetiske galskaber”, og hun vakte en del latter med sin dramatiske facon, der muligvis til dels skyldtes, at hun var morfinist. Hun snakkede efter sigende uafbrudt - og så var det temmelig mærkeligt, at hun holdt så meget af musik. Hun var nemlig næsten stokdøv. Men hendes saloner var et oplagt sted at komme for unge, stræbsomme kunstnere, for udover den excentriske livsstil gjorde hun sig bemærket ved at optræde som mæcen. Det var hende, der f.eks. hjalp billedhuggeren Thorvaldsen med at få sit gennembrud i Rom.

De optrædende i Nordfalsters Koncerthus, familien Koch Christensen, er i familie med Fru Brun og bor i Præstø. Rie Koch, der udover at være radio- og TV-vært også er sanger er gift med guitaristen Jacob Christensen, der efter en solistuddannelse på konservatoriet har helliget sig et andet håndværk: Han er tandlæge i Præstø. Sønnen Adam går på konservatoriet med violin og har vundet en række danske og udenlandske musikpriser, ligesom den yngste i ”bandet” David på bare 14 år er et udpræget og rost talent på sin cello, og som i 2016 fik en pris i ”Unge Spiller Klassisk” og senest har kunnet høres i Stubbekøbing Kirke.

I koncertforedraget følger vi Friederike Bruns opvækst med tysk baggrund, hvordan hun er tæt på intrigerne omkring Struensee, hendes følsomhed over for digte og musik og det arrangerede ægteskab. Musikken er dansk og udenlandsk musik, som man kunne høre det i de brunske saloner i den tidlige guldalder af komponister som Weyse, Händel, Kunzen, Kuhlau, Schubert, Paganini og Fernando Sor.

Den lokale kunstner Michael Dunk udstiller det næste par måneder i Nordfalsters Koncerthus, så der er noget for både ører og øjne denne lørdag i Nørre Alslev.