Carl Nielsen Espansiva for firhændigt klaver samt romantiske stykker af Schubert, Grieg og Cécile Chaminade.
Rikke Sandberg og Kristoffer Hyldig har igennem mange år spillet sammen ved talrige lejligheder. Nu har de fundet sammen i en klaverduo omkring Carl Nielsens værker som de begge nærer en meget stor kærlighed til. Kristoffer har i mange år arbejdet med især Nielsens sange og kammermusik og spillede i sin barndom basun i Nielsens orkesterværker. Rikke er, med Anne Øland som sin barndoms klaverlærer, vokset op med Carl Nielsens klavermusik og hans unikke og meget danske tonesprog.
Ved koncerten opfører de firhændigt Carl Nielsens Sinfonia Espansiva - en udsættelse som Rikke Sandberg “faldt” over på det Kongelige Bibliotek i 2019, først blot beskrevet i nogle optegnelser og siden fik hun fundet værket frem i manuskriptform og har fået det renskrevet. Det var på det tidspunkt kun opført ganske få gange ved private sammenkomster.
Rikke Sandberg er en af de mest efterspurgte orkesterpianister i Skandinavien og har været solist med de fleste danske orkestre og Leipzig Kammerorkester, foruden at hun har indspillet klaverkoncerter med DR SymfoniOrkestret, Luxembourg Philharmonie og Sønderjyllands Symfoniorkester. Rikke Sandberg har optrådt på festivaler og i koncertsale over det meste af Europa og store dele af Asien og USA - herhjemme er hun er initiativtager og kunstnerisk leder af Nordisk Kammermusikfestival.
Kristoffer Hyldig er en af Danmarks mest alsidige klassiske pianister. Han spiller jævnligt i musikforeninger og på festivaler, både som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Han har desuden givet koncerter i Italien, Tyskland, Polen, England, Kina og USA. Han har udgivet flere CD'er og er blev hædret med P2 Prisen for årets udgivelse med indspilningen af Messiaens klaverværk ‘Vingt Regards sur l´Enfant-Jésus’. Kristoffer er kunstnerisk leder af Fejøs Festival.