Øernes Big Band spiller på plænen ved Orenæs Saloner
Glæd dig til en lys og stemningsfuld sommeraften fyldt med swing, energi og velkendte jazzklassikere, når det 17 m/k store big band indtager plænen ved Orenæs Saloner.
Publikum kan se frem til et repertoire med “klassiske” big band-arrangementer af nogle af genrens største navne, herunder Count Basie, Quincy Jones, Sammy Nestico og Lennie Niehaus. Programmet byder blandt andet på elskede numre som Autumn Leaves, Harlem Nocturne, Lil’ Darling og Satin Doll – samt et par danske jazzklassikere i arrangement af Anders Jacobsen, alle fremført med den karakteristiske, swingende big band-lyd og masser af spilleglæde.
Øernes Big Band er et nyt ensemble, blot to år gammelt, og består af rutinerede og dygtige jazzmusikere fra hele Lolland-Falster og Sydsjælland. Sammen skaber de en fyldig og levende lyd, der både hylder traditionen og tilfører ny energi til de klassiske arrangementer. Bandet fungerer som et projektensemble og havde som sit første større initiativ i efteråret 2025 workshops og koncerter med det internationale basunist-ikon Jiggs Whigham. Flere af disse numre kan nu genhøres – denne gang med den danske basunist Rolf Mandix som solist.
Rolf Mandix har spillet med en lang række danske og svenske big bands, herunder Ib Glindemans Bigband, DR Big Band, Tivoli Bigband, Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band og Roger Berg Bigband, og publikum kan se frem til solistiske indslag med både teknisk overskud og musikalsk nærvær.
Orkestret ledes af dirigent Anders Ortmann, som med sikker hånd guider musikerne gennem det varierede program.
Koncerten finder sted på en af Falsters smukkeste lokationer – den idylliske plæne i skoven ved vandet ved Orenæs Saloner. Her er publikum omgivet af skov og med direkte udsigt over Storstrømmen, som deler Falster og Sjælland. Fra vandkanten kan man nyde synet af både den nye og den gamle Storstrømsbro.
Koncerten er en oplagt mulighed for både jazzentusiaster og nye lyttere til at opleve big band-musikkens lækre harmonier med swing og et fuldt besat orkester.
Tag madkurven og festivalstolen med, og nyd den lyse aften med musik i naturskønne omgivelser. Drikkevarer kan købes på stedet.